Christina Hesselholdt

 

Hovedstolen fra 1998 er en punktroman bestående af 50 kortprosatekster, der fortæller om forfatterens barndom. De korte prosatekster har titler der referer til mindet de omhandler. Eksempelvis er der portrætter af farmoderen og morfaderen, titlerne på begge er portræt. Andre har navne på de inkluderede personer til overskrift, eks. Gerda(53), De sorte(14), Susanne(70) og nogle tredje er opkaldt efter steder, dyr eller ting. Fortællingen har i høj grad fokus på det ydre, frem for det indre.[1] De ydre omgivelser viser hvad der foregår i det indre. Det ses eks. tydeligt i Månestrålesofaen(51) som der vil komme en analyse af senere.

Titlen, Hovedstolen, er en kommentar til Per Højholt der engang har sagt, at en forfatter ikke bør tage af hovedstolen, hvilket refererer til banksprog. Men det betyder at en forfatter ikke bør skrive selvbiografisk. Alle anmeldere er dog enige om at Hesselholdt ikke har ødelagt noget ved at tage af sin egen hovedstol.[2]

Den centrale begivenhed i romanen er forældrenes skilsmisse. Som de eneste minder er disse skrevet i kronologisk rækkefølge. I resten af bogen er kronologien brudt og minderne kommer som korte scener, de danner intet længere forløb, alle minderne er ligestillede, på nær stykkerne om forældrene.

De danner en sammenhæng i romanen, et forløb og de skaber spænding ved at de er pejlemærket i romanen, målet er at fortælle om forløbet i forældrenes skilsmisse.

Vores fortæller gennem hele romanen er Hesselholdt selv, som tre-10årig, altså en jeg-fortæller med en ydre synsvinkel. Hendes alder varierer løbende i de mange prosastykker, og det får som sådan ikke et tydeligt billede af hvor gammel pigen er i de enkelte tekster. Men kigger man på helheden kan man gennemskue hvor hun fremstår ældre, at hun begynder at gennemskue ting mere – uden altid selv at være klar over det. Vi hører hende aldrig blive kaldt ”Christina”, men der er ingen tvivl om hvem vi har med at gøre.

Den voksne Hesselholdt, forfatteren, kommenterer aldrig sit yngre jeg, sætter aldrig spørgsmål ved noget og selvom nogle minder ikke er intakte svigter hun ikke ved at ændre dem, hun skriver nøjagtigt som hun husker det, hvilket giver romanen et helt specielt udtryk. Dog skaber det ikke den store troværdighed til vores fortæller, da hun nogle gange selv er i tvivl og ændrer sin mening flere gange i samme historie. Hele romanen er skrevet i datid og hele indholdet er genskabt, alt er rekonstrueret, hvilket også er målet, at genskabe minder.

I starten af nogle prosastykker er der et kort citat. Citaterne er de omtaltes personers reaktioner, efter de har læst Hesselholdts formulering af erindringerne. Det ses eks. i Skuldrene(37), hvor Hesselholdt beskriver sin mor som værende nøgen, hvor moderen da hun har læst det så har sagt ”Jeg har højst haft bar overkrop..”.

Nogle af de tydeligste centrale temaer er adskillelse og individet. Barnet opdager, i de tekster hvor det er ældre, at det er en selvstændig person. Usammenhængende med moderen, et individ. Derudover er der også meget fokus på de forskellige rum, hvilket igen har med Hesselholdts skrivemåde at gøre – hun eksternaliserer det indre over på det ydre – så rummet fortæller ved nærmere læsning, mere end man lige tror.

---

[1] Den blå port, Munk Rösing, 1999, 38

Barndommen hægtes op på disse ting, personer og steder, frem for at krænges ud af sjælen. Men det betyder ikke, at det indre rum forsvinder; snarere er det eksternaliseret.

[2] John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet:
”Hun har taget af hovedstolen på en måde, så den stadig står helt og uskadt – og klar til genbrug.”