Månestrålesofaen
Månestrålesofaen(side 51) er placeret kort efter Personerne(side 42), som den midterste tekst i hele romanen. Og her får vi resultatet af den forandring der ligges op til i Personerne(side 42). Afstanden mellem forældrene bliver her gjort til en realitet.
Vi kommer ind i erindringen in medias res, som vi gør de fleste steder. Men her er det tydeligt at det er kort efter faderen har fortalt hovedpersonen om den forestående skilsmisse. Barnet er først uforstående, hun kan ikke forstå hvad der foregår og spørger faderen: ”Kan du da bedre lide hende end os?”(side 51), kort efter flyttes fokus væk fra samtalen og over på rummet. Vi bliver oplyst om at det er januar, kort efter jul og at moderen har forladt hjemmet. At der dagen før har været nogle mennesker, der har siddet i sofaen, og snakket om træthed – noget hovedpersonen ikke helt forstår. Hun beskriver de varer moderen har haft med hjem, beskriver nogle æg, som skulle nogen komme og give dem kærlighed, opmærksomhed og medlidenhed; ”..store bristede æg, som jeg ønskede, at nogen ville knæle foran og brede arme og hår ud over.” (side 51)
Moderen går sammen med gæsterne. Derefter skifter hendes syn igen, nu har hun pludselig fokus på sofaen hun sidder i. Hun fortæller hvordan der er uro, hvis ikke hynderne møder sofaryggen rigtigt, hvordan noget er forskudt. Forskudt ligesom hendes egen hverdag er ved at blive. Inden hun vender tilbage til samtalen med faderen igen, får vi den information at barnet selv er iført turkis – den samme farve som sofaen har. Hendes sind afspejles i sofaen.
Tilbage i samtalen med faderen fortæller han hende at han skal flytte sammen med en anden kvinde, barnet reagerer ved at råbe; ”Neej, neej, neej!” (side 52) for derefter at vælte alle sofahynderne ned over sig, forskyde stregerne så de ikke passer med stregerne på sofaryggen, begraver sig under hynderne.
Vi kommer ind i erindringen in medias res, som vi gør de fleste steder. Men her er det tydeligt at det er kort efter faderen har fortalt hovedpersonen om den forestående skilsmisse. Barnet er først uforstående, hun kan ikke forstå hvad der foregår og spørger faderen: ”Kan du da bedre lide hende end os?”(side 51), kort efter flyttes fokus væk fra samtalen og over på rummet. Vi bliver oplyst om at det er januar, kort efter jul og at moderen har forladt hjemmet. At der dagen før har været nogle mennesker, der har siddet i sofaen, og snakket om træthed – noget hovedpersonen ikke helt forstår. Hun beskriver de varer moderen har haft med hjem, beskriver nogle æg, som skulle nogen komme og give dem kærlighed, opmærksomhed og medlidenhed; ”..store bristede æg, som jeg ønskede, at nogen ville knæle foran og brede arme og hår ud over.” (side 51)
Moderen går sammen med gæsterne. Derefter skifter hendes syn igen, nu har hun pludselig fokus på sofaen hun sidder i. Hun fortæller hvordan der er uro, hvis ikke hynderne møder sofaryggen rigtigt, hvordan noget er forskudt. Forskudt ligesom hendes egen hverdag er ved at blive. Inden hun vender tilbage til samtalen med faderen igen, får vi den information at barnet selv er iført turkis – den samme farve som sofaen har. Hendes sind afspejles i sofaen.
Tilbage i samtalen med faderen fortæller han hende at han skal flytte sammen med en anden kvinde, barnet reagerer ved at råbe; ”Neej, neej, neej!” (side 52) for derefter at vælte alle sofahynderne ned over sig, forskyde stregerne så de ikke passer med stregerne på sofaryggen, begraver sig under hynderne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar