Christina Hesselholdt er ud af en meget læsende familie, hun begyndte at skrive fordi hun læste så meget, og derfor synes hun det kunne være spændende at skrive.
Citat Christina Hesselholdt:"Jeg kan huske, at da jeg havde skrevet mit første digt, følte jeg en stor, sørgmodig tilfredshed."
Christina startede med at skrive poesi og senere hen i hendes forfatter karriare skrev hun udelukkende prosa. Hver gang hun har skrevet har det været erindringer.
Christina Hesselholdt: "Det udsprang af en eringdring, om hvordan det som barn var at sidde i mine bedsteforældres stue, når de sov middagssøvn på hver sin sofa."Det er ikke 100 % hendes hende selvbiografi, hun sætte bare af fra hendes erindringer, hun bruger dem som inspiration, til at komme i gang med at skrive.
Den erindring har sat en hel bog igang, og bogen kom til at handle en del om den tid og erindren.
Udtagelse fra Christina Hesselholdt: "Mine bøger består af jo af scener, der afløser hinanden".
onsdag den 27. april 2011
CyKlEn
1 Erindrings tekst
Min 4 års fødselsdag morgenen var tidlig, solen var ved at stå op, den skinnede,
som en rød lampe i et lyskryds, døren gik op ind kom hele min familie de sang
fødselsdags sang for mig, jeg sagde bare: ”Jeg vil have gaver!” Jeg havde snydt lidt,
jeg havde været oppe at tage tøj på før, og havde pakket en trøje ind som jeg godt
kunne lide. Mine forældre gav mig deres gave, den var større end mig, jeg skyndte
mig at pakke den op. Det er en rød cykel med store håndtag og et lyserødt sæde,
med at lyserødt flag i enden.
Jeg havde taget min lyserøde flyverdragt på, for jeg skulle ud at prøve den røde cykel
med det samme, den røde sol skinnede ind på min lyserøde flyverdragt den blev
helt hvid, den skinnede i mine øjne. Bent løb bare mig, med en pind i cyklen for
at jeg bedre kunne holde balancen alligevel væltede jeg.
Jeg rejste mig og råbte: ”Tak mor og far!”.
Min 4 års fødselsdag morgenen var tidlig, solen var ved at stå op, den skinnede,
som en rød lampe i et lyskryds, døren gik op ind kom hele min familie de sang
fødselsdags sang for mig, jeg sagde bare: ”Jeg vil have gaver!” Jeg havde snydt lidt,
jeg havde været oppe at tage tøj på før, og havde pakket en trøje ind som jeg godt
kunne lide. Mine forældre gav mig deres gave, den var større end mig, jeg skyndte
mig at pakke den op. Det er en rød cykel med store håndtag og et lyserødt sæde,
med at lyserødt flag i enden.
Jeg havde taget min lyserøde flyverdragt på, for jeg skulle ud at prøve den røde cykel
med det samme, den røde sol skinnede ind på min lyserøde flyverdragt den blev
helt hvid, den skinnede i mine øjne. Bent løb bare mig, med en pind i cyklen for
at jeg bedre kunne holde balancen alligevel væltede jeg.
Jeg rejste mig og råbte: ”Tak mor og far!”.
VINDEN
2 Erindrings tekst
Jeg sad med bladet i hånden, på en stol af træ stolen var rød med grå stål ben, papiret lå på bordet farverne var rød, gul de stod ved sin af, jeg kiggede på bladet så på papiret pludselig fløj det igennem værelset da vinden kom brasende døren smækkede hårdt bag mig.
Jeg sad med bladet i hånden, på en stol af træ stolen var rød med grå stål ben, papiret lå på bordet farverne var rød, gul de stod ved sin af, jeg kiggede på bladet så på papiret pludselig fløj det igennem værelset da vinden kom brasende døren smækkede hårdt bag mig.
Godmorgen
3 Erindrings tekst
Solen stod op, morgenen var lige begyndt for mig, en lys dag forude.
Jeg hoppede ned fra den røde køjeseng, vækkede Alexandra vi havde værelse sammen, det har vi haft alle de dage vi har, boede sammen. Vi havde et tæt forhold. Den morgen var som alle andre.
Far råbte inde fra den kolde mørke stue, mor sad på en hvid stol i det mørke rum, han kaldte på mig, mor så træt ud. Mor og far kiggede på mig, vinden blæste i mit hår, ingen sagde noget mor åbnede munden, intet kom ud, så sagde hun: ”Din far og jeg skal skilles”. Jeg løb ind på værelset, smækkede døren og hoppede ned under dynen, hovedet under puden, så lå jeg bare der.
Solen stod op, morgenen var lige begyndt for mig, en lys dag forude.
Jeg hoppede ned fra den røde køjeseng, vækkede Alexandra vi havde værelse sammen, det har vi haft alle de dage vi har, boede sammen. Vi havde et tæt forhold. Den morgen var som alle andre.
Far råbte inde fra den kolde mørke stue, mor sad på en hvid stol i det mørke rum, han kaldte på mig, mor så træt ud. Mor og far kiggede på mig, vinden blæste i mit hår, ingen sagde noget mor åbnede munden, intet kom ud, så sagde hun: ”Din far og jeg skal skilles”. Jeg løb ind på værelset, smækkede døren og hoppede ned under dynen, hovedet under puden, så lå jeg bare der.
søndag den 10. april 2011
Månestrålesofaen
Månestrålesofaen
Månestrålesofaen(side 51) er placeret kort efter Personerne(side 42), som den midterste tekst i hele romanen. Og her får vi resultatet af den forandring der ligges op til i Personerne(side 42). Afstanden mellem forældrene bliver her gjort til en realitet.
Vi kommer ind i erindringen in medias res, som vi gør de fleste steder. Men her er det tydeligt at det er kort efter faderen har fortalt hovedpersonen om den forestående skilsmisse. Barnet er først uforstående, hun kan ikke forstå hvad der foregår og spørger faderen: ”Kan du da bedre lide hende end os?”(side 51), kort efter flyttes fokus væk fra samtalen og over på rummet. Vi bliver oplyst om at det er januar, kort efter jul og at moderen har forladt hjemmet. At der dagen før har været nogle mennesker, der har siddet i sofaen, og snakket om træthed – noget hovedpersonen ikke helt forstår. Hun beskriver de varer moderen har haft med hjem, beskriver nogle æg, som skulle nogen komme og give dem kærlighed, opmærksomhed og medlidenhed; ”..store bristede æg, som jeg ønskede, at nogen ville knæle foran og brede arme og hår ud over.” (side 51)
Moderen går sammen med gæsterne. Derefter skifter hendes syn igen, nu har hun pludselig fokus på sofaen hun sidder i. Hun fortæller hvordan der er uro, hvis ikke hynderne møder sofaryggen rigtigt, hvordan noget er forskudt. Forskudt ligesom hendes egen hverdag er ved at blive. Inden hun vender tilbage til samtalen med faderen igen, får vi den information at barnet selv er iført turkis – den samme farve som sofaen har. Hendes sind afspejles i sofaen.
Tilbage i samtalen med faderen fortæller han hende at han skal flytte sammen med en anden kvinde, barnet reagerer ved at råbe; ”Neej, neej, neej!” (side 52) for derefter at vælte alle sofahynderne ned over sig, forskyde stregerne så de ikke passer med stregerne på sofaryggen, begraver sig under hynderne.
Vi kommer ind i erindringen in medias res, som vi gør de fleste steder. Men her er det tydeligt at det er kort efter faderen har fortalt hovedpersonen om den forestående skilsmisse. Barnet er først uforstående, hun kan ikke forstå hvad der foregår og spørger faderen: ”Kan du da bedre lide hende end os?”(side 51), kort efter flyttes fokus væk fra samtalen og over på rummet. Vi bliver oplyst om at det er januar, kort efter jul og at moderen har forladt hjemmet. At der dagen før har været nogle mennesker, der har siddet i sofaen, og snakket om træthed – noget hovedpersonen ikke helt forstår. Hun beskriver de varer moderen har haft med hjem, beskriver nogle æg, som skulle nogen komme og give dem kærlighed, opmærksomhed og medlidenhed; ”..store bristede æg, som jeg ønskede, at nogen ville knæle foran og brede arme og hår ud over.” (side 51)
Moderen går sammen med gæsterne. Derefter skifter hendes syn igen, nu har hun pludselig fokus på sofaen hun sidder i. Hun fortæller hvordan der er uro, hvis ikke hynderne møder sofaryggen rigtigt, hvordan noget er forskudt. Forskudt ligesom hendes egen hverdag er ved at blive. Inden hun vender tilbage til samtalen med faderen igen, får vi den information at barnet selv er iført turkis – den samme farve som sofaen har. Hendes sind afspejles i sofaen.
Tilbage i samtalen med faderen fortæller han hende at han skal flytte sammen med en anden kvinde, barnet reagerer ved at råbe; ”Neej, neej, neej!” (side 52) for derefter at vælte alle sofahynderne ned over sig, forskyde stregerne så de ikke passer med stregerne på sofaryggen, begraver sig under hynderne.
tirsdag den 5. april 2011
Christina Hesselholdt
Hovedstolen fra 1998 er en punktroman bestående af 50 kortprosatekster, der fortæller om forfatterens barndom. De korte prosatekster har titler der referer til mindet de omhandler. Eksempelvis er der portrætter af farmoderen og morfaderen, titlerne på begge er portræt. Andre har navne på de inkluderede personer til overskrift, eks. Gerda(53), De sorte(14), Susanne(70) og nogle tredje er opkaldt efter steder, dyr eller ting. Fortællingen har i høj grad fokus på det ydre, frem for det indre.[1] De ydre omgivelser viser hvad der foregår i det indre. Det ses eks. tydeligt i Månestrålesofaen(51) som der vil komme en analyse af senere.
Titlen, Hovedstolen, er en kommentar til Per Højholt der engang har sagt, at en forfatter ikke bør tage af hovedstolen, hvilket refererer til banksprog. Men det betyder at en forfatter ikke bør skrive selvbiografisk. Alle anmeldere er dog enige om at Hesselholdt ikke har ødelagt noget ved at tage af sin egen hovedstol.[2]
Den centrale begivenhed i romanen er forældrenes skilsmisse. Som de eneste minder er disse skrevet i kronologisk rækkefølge. I resten af bogen er kronologien brudt og minderne kommer som korte scener, de danner intet længere forløb, alle minderne er ligestillede, på nær stykkerne om forældrene.
De danner en sammenhæng i romanen, et forløb og de skaber spænding ved at de er pejlemærket i romanen, målet er at fortælle om forløbet i forældrenes skilsmisse.
Vores fortæller gennem hele romanen er Hesselholdt selv, som tre-10årig, altså en jeg-fortæller med en ydre synsvinkel. Hendes alder varierer løbende i de mange prosastykker, og det får som sådan ikke et tydeligt billede af hvor gammel pigen er i de enkelte tekster. Men kigger man på helheden kan man gennemskue hvor hun fremstår ældre, at hun begynder at gennemskue ting mere – uden altid selv at være klar over det. Vi hører hende aldrig blive kaldt ”Christina”, men der er ingen tvivl om hvem vi har med at gøre.
Den voksne Hesselholdt, forfatteren, kommenterer aldrig sit yngre jeg, sætter aldrig spørgsmål ved noget og selvom nogle minder ikke er intakte svigter hun ikke ved at ændre dem, hun skriver nøjagtigt som hun husker det, hvilket giver romanen et helt specielt udtryk. Dog skaber det ikke den store troværdighed til vores fortæller, da hun nogle gange selv er i tvivl og ændrer sin mening flere gange i samme historie. Hele romanen er skrevet i datid og hele indholdet er genskabt, alt er rekonstrueret, hvilket også er målet, at genskabe minder.
I starten af nogle prosastykker er der et kort citat. Citaterne er de omtaltes personers reaktioner, efter de har læst Hesselholdts formulering af erindringerne. Det ses eks. i Skuldrene(37), hvor Hesselholdt beskriver sin mor som værende nøgen, hvor moderen da hun har læst det så har sagt ”Jeg har højst haft bar overkrop..”.
Nogle af de tydeligste centrale temaer er adskillelse og individet. Barnet opdager, i de tekster hvor det er ældre, at det er en selvstændig person. Usammenhængende med moderen, et individ. Derudover er der også meget fokus på de forskellige rum, hvilket igen har med Hesselholdts skrivemåde at gøre – hun eksternaliserer det indre over på det ydre – så rummet fortæller ved nærmere læsning, mere end man lige tror.
[1] Den blå port, Munk Rösing, 1999, 38
Barndommen hægtes op på disse ting, personer og steder, frem for at krænges ud af sjælen. Men det betyder ikke, at det indre rum forsvinder; snarere er det eksternaliseret.
[2] John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet:
”Hun har taget af hovedstolen på en måde, så den stadig står helt og uskadt – og klar til genbrug.”
”Hun har taget af hovedstolen på en måde, så den stadig står helt og uskadt – og klar til genbrug.”
Christina Hesselholdt's skrivestil
Christina Hesselholdts bog "hovedstolen, her vil jeg skrive lidt om hendes skrivestil.
Christina Hesselholdts roman er opstilt, som en punktroman, den er skrevet som små korte tekststykker, hvor der ingen følelser er, kun inddirekte. Teksterne er skrevet som et punkt hver, også har punkterne en inddirekte sammenhænge. Så ud fra at det ikke kommer lige efter hinanden er det ikke en linearier bog, som det normalt er i forskellige biografier.
Teksterne af Christina Hesselholdt er så glimt af hendes barndom, som Christina har skrevet ned, når hun har fået ærendet dem. Der er linearitet i de enkelte tekststykker, altså man læser fra start til slut i en sammenhæng, men selve teksten har ikke en sammenhæng med teksten før eller teksten efter.
Fakta og fiktion:
Det er en fiktions tekst fordi det er en fortælling, og den skal underholde, og ikke er forpligtet på virkeligheden. Teksten er ikke forpligtet på virkeligheden, da tekster ingen navne eller andre oplysninger indeholder. Der er ingen årstal, eller saglige begreber.
Christina Hesselholdts roman er opstilt, som en punktroman, den er skrevet som små korte tekststykker, hvor der ingen følelser er, kun inddirekte. Teksterne er skrevet som et punkt hver, også har punkterne en inddirekte sammenhænge. Så ud fra at det ikke kommer lige efter hinanden er det ikke en linearier bog, som det normalt er i forskellige biografier.
Teksterne af Christina Hesselholdt er så glimt af hendes barndom, som Christina har skrevet ned, når hun har fået ærendet dem. Der er linearitet i de enkelte tekststykker, altså man læser fra start til slut i en sammenhæng, men selve teksten har ikke en sammenhæng med teksten før eller teksten efter.
Fakta og fiktion:
Det er en fiktions tekst fordi det er en fortælling, og den skal underholde, og ikke er forpligtet på virkeligheden. Teksten er ikke forpligtet på virkeligheden, da tekster ingen navne eller andre oplysninger indeholder. Der er ingen årstal, eller saglige begreber.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)